Den store omstilling Omstillingsguide | Page 5

H VA D G Ø R V I N U ? / D E N S T O R E O M S T I L L I N G Hvem sad i Dommerkomitéen Dommerkomitéen kårede i uge 37 de ni bedste omstillingsprojekter, der nu præsenteres i denne omstillingsguide. I komiteen sad: Connie Hedegaard, EU’s klimakommissær Christine Feldthaus, TV-vært og livsstilsekspert Emil Urhammer, Omstilling Nu Connie Hedegaard har gennem sin karriere bevæget sig mellem journalistik og politik. Folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti første gang i 1984 og fra 2004-2009 var hun først miljøminister og sidenhen klima- og energiminister, inden hun blev udpeget som EU’s Klimakommissær. Connie Hedegaard udgav i 2008 bogen ‘Da klimaet blev hot‘, hvor hun i forordet skriver: »Personligt både håber og tror jeg, at klimadebatten kommer til at fungere som overligger for et paradigmeskift. Et skift hvor mennesker i modsætning til de sidste mange års fokus på forbrug, forbrug, forbrug begynder at få øjnene op for at vi er forpligtet på andet end os selv her og nu.« Christine Feldthaus er kendt som livsstilsekspert og TV-vært, efter hun har medvirket i programmet ‘Kender Du Typen‘ på DR1, og senest har hun været aktuel med programmet ‘So F***ing Special‘. Hun har længe været engageret i klimadebatten og udgav i 2008 bogen ‘Feldthaus skruer ned – en dagbog om at spare på miljøet‘, hvor hun introducerer sit eget engagement med disse ord: »Jeg ville helst ikke have, at min søn en dag skal kunne stå og anklage mig for at have været en svinemikkel, der havde siddet med hænderne i miljøskødet og tænkt: ‘Det går sgu nok. Lortet brænder ikke sammen, mens jeg lever.‘ Nu skulle piben have en anden lyd.« Emil Urhammer er en af den nye generations klimaforkæmpere. Emil arbejder inden for feltet økologisk økonomi og har siden 1. maj 2013 været ph.d.-studerende på Aalborg Universitet i København. Emil Urhammer er aktiv i netværket ‘Omstilling Nu‘, hvor 50 unge har formuleret et opråb til landets folkevalgte politikere med krav om handling. I appellen skriver de: »Udfordringerne er mange og store. Vi kender langt fra alle svarene. Men vi har viljen og kræfterne til at blive del af omstillingen. Vi har oven i købet fornemmelsen af, at det vil blive livgivende, spændende og sjovt. Vi tror på Danmark som foregangsland – et laboratorium, hvor vi lader os inspirere af hinanden og inspirerer andre.« SIDE 5