F
orestil dig, at du sidder ved et bord
på det lokale bibliotek. Et par
håndfulde mennesker har bænket
sig rundt om dig. Måske er det en
broget flok – en cocktail af unge, midaldrende
og ældre. Måske er det otte seniorer eller fem
psykisk sårbare. Der er helt sikkert kaffe.
Og nok også en småkage. Du og flokken lytter
koncentreret, mens en læseguide læser højt
af en novelle, et digt eller en roman. Bagefter
snakker I alle om det, I har hørt. Diskuterer
det. Hvad har I særligt lagt mærke til? Var der
noget, I undrede jer over?
Sådan cirka foregår en læsesession – også
kaldet ’livelæsning’ – hos Læseforeningen i
Aarhus. En organisation, der vil læse litteratur
på en ny måde: Gennem højtlæsning.
Når man hører historier i selskab med andre,
giver det nemlig noget helt særligt, mener
Mette Steenberg, bestyrelsesformand i
Læseforeningen samt postdoc ved VELUX
resarchgruppen Technologies of the Mind.
Her forsker hun i relationen mellem sociale
læseformer, læseengagement og udbytte.
”I Læseforeningen læser vi højt og tager en
snak om det, vi læser. På den måde finder vi ud
af, at vores egne tanker, følelser og erfaringer
faktisk er en del af det at være menneske. Der
er andre end dig, der har oplevet svigt, sorg
eller haft dårlige oplevelser,” forklarer Mette
Steenberg og fortsætter:
”Litteraturen kan åbne for en forståelse af,
at andre har det, som du har det. Det sker
særligt, når du deler læsningen og de perspektiver, teksten giver dig, med andre mennesker.
”Det er en del
af en større
bevægelse inden
for æstetik og
mental sundhed.
Der er ved at
brede sig en
forståelse af,
at der i kunst
findes en vigtig
dimension, som
gør noget for,
hvordan vi har
det som
mennesker.
Højtlæsning kan derfor bryde den eksistentielle ensomhed, mange mennesker kæmper
med. Det kan måske lære os at acceptere nogle
af de ting, vi som mennesker er nødt til at
acceptere.”
Undgår ’terapihullet’
Det er dog vigtigt for Mette Steenberg at fastslå, at højtlæsningen ikke er decideret terapi.
”Vi læser for læseoplevelsens skyld,” understreger hun og tilføjer:
”Ikke for at ryge i det såkaldte ’terapihul’, hvor
folks perspektiver på teksten bruges som en
anledning til at fortælle personlige historier.
Deltagernes egne oplevelser bruges udelukkende til at kvalificere læsningen, så vi kan
forstå teksten bedre.”
Netop det at tale om litteraturen er den
vigtigste brik i fælleslæsningen, og derfor er
det heller ikke hvem som helst, der kan blive
læseguide for Læseforeningens grupper.
Den person, der udvælger tekster, læser højt
og styrer samtalen om litteraturen, skal være
uddannet i metoden ’Guidet Fælles Læsning’.
Her lærer læseguiden, hvordan han eller
hun lader en samtale tage udgangspunkt i
deltagernes egne oplevelser af det, der læses
højt, og de stemninger, erindringer, følelser og
associationer, som kan opstå hos deltagerne.
Som læseguide skal du altså vide rigtig, rigtig
meget om det materiale, gruppen læser, så
du kan guide deltagerne gennem teksten og
påpege det, der er interessant, fortæller
Mette Steenberg.
Den person, der udvælger tekster, læser højt
og styrer samtalen om litteraturen, skal være
uddannet i metoden ’Guidet Fælles Læsning’.
45